1.000 fisk døde efter brand i genbrugsfabrik

Skrevet af Ann Katrine Warren

16/05/2013

Dagens topnyheder

I løbet af onsdagen blev der opsamlet cirka 1000 ørredyngel i Egåen. De døde småfisk blev fundet nedenfor slusen tæt på åens udløb til havet.

Myndighederne vurderer, at fiskene er omkommet efter at have passet gennem slukningsvand fra branden i en lagerhal ved Averhoff i Risskov. Det oplyser Aarhus Kommune.

Her stod brugte computere og husholdningsmaskiner tirsdag formiddag i flammer, og slukningsarbejdet stod på i mere end et døgn. 

I forbindelse med branden blev mellem 10 og 20 procent af slukningsvandet ledt i Egåen, mens resten af vandet blev ledt til Egå Renseanlæg.

Der blev for tre uger siden udsat 20.000 fiskeyngel på strækningen i Egåen. Det er fisk af denne udsætning, der er gået til i slukningsvandet. Herudover blev der i løbet af tirsdag opsamlet 50 døde fisk. Det var såkaldte søfisk, mest aborre og færre skaller, der ellers er mere robuste.

Selv om der er tale om mange døde fisk, så dør der normalt to-tre gange så mange fisk, når der med jævne mellemrum trænger saltvand op i Aarhus Å