1.000 hunde fik alvorlige forgiftninger sidste år: Her er advarselstegnene

Skrevet af Ane Sørensen

18/02/2016

Dagens topnyheder

Mere end 1.000 hunde var hos dyrlægen med en alvorlig forgiftning i 2015. De fem mest udbredte årsager var rottegift, farmaceutiske produkter, for meget foder, glykol og svampe. Det viser Agria Dyreforsikrings skadesstatistik.

Den mest almindelige årsag til forgiftning er rottegift, som for eksempel findes i parker, langs fortove og i andre bymiljøer. Denne forgiftning kan være svær at opdage, fordi den ikke giver specifikke symptomer. Normalt går der tre til fem dage, før hunden reagerer på giften.

Træthed, blege slimhinder, kramper, åndedrætsbesvær og gangbesvær kan være tegn på, at din hund har spist rottegift.

Hvis din hund derimod kaster op, slingrer og virker ‘beruset’, kan det være symptomer på, at hunden har indtaget glykol, som blandt andet findes i kølervæske til biler.

Der skal ikke meget til, før hunden får det skidt og i værste tilfælde dør. Hvis du har spildt lidt på jorden eller i sneen er det nok til, at din hund kan blive alvorligt syg.

Hvis forgiftningen ikke opdages i tide, kan den få akutnyresvigt og dø. Stærk forøget tørst og øget vandladning kan være tegn på, at nyrerne er ved at sætte ud.

Hvis du har mistanke om, at din hund er forgiftet, bør du tale med en dyrlæge.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: