10.000 klager sender DSB i undtagelsestilstand

Banedanmarks sporarbejde over Vestfyn har begravet DSB i klager.

På kort tid har antallet af klager vokset sig ekstraordinært stort efter adskillige dage med togforsinkelser på Fyn i maj.

- De her 10.000 sager er et usædvanligt højt antal. Normalt har vi et par hundrede sager, som vi løbende behandler.

- Så det, at vi har 10.000 sager, vidner om, at det er noget helt særligt, det der foregår på Vestfyn, siger trafikinformationschef hos DSB Tony Bispeskov, der også oplyser, at DSB har måttet ansætte seks nye medarbejdere for at følge trop med klagerne.

De mange sager på DSB's skriveborde er såkaldte rejsegarantisager, hvor passagerer, der er blevet forsinket en halv time eller mere, kan kræve erstatning i form af en ny billet eller penge retur.

DSB har endnu ikke overblik over, hvor meget de skal udbetale i erstatning, men Tony Bispeskov regner med, "at langt de fleste" får kompensation.

Han håber snart, klagestormen stilner af, men understreger, at det er op til Banedanmark, der står for vedligeholdelsen af jernbanen i Danmark.

- Jeg ville godt nok være glad for at kunne sige: Nu er det slut med det. Men det er en ren Banedanmark-sag, så det har vi ingen indflydelse på, siger Tony Bispeskov.

Banedanmark oplyser, at andelen af aflyste tog over Vestfyn i maj har været knap fem procent større end sidste år. Og sporarbejdet på Fyn fortsætter helt frem til 9. august, hvilket kan betyde flere forsinkelser.

Det er dog ikke det samme som flere klager. For hvis DSB bliver opmærksom på forsinkelserne i tide, er der ingen kompensation at hente.

- Hvis forsinkelser og toge er varslet i god tid, så kan man ikke få kompensation, og det er så gældende for rigtig mange rejser, siger Asta Ostrowski, transportpolitisk medarbejder hos Forbrugerrådet Tænk.

Hun forudser, at forsinkelser kommer til at fylde langt mere i de kommende år, når jernbanen blandt andet skal elektrificeres og signalerne ændres.

Torsdag var den da også gal igen, da DSB endnu engang har været nødt til at aflyse tog akut på grund af Banedanmarks sporarbejde på Vestfyn.

Der er nu indsat togbusser på strækningen, hvilket kan betyde endnu flere forsinkelser, som DSB skal kompensere.

/ritzau/

Dagens Gossip