100.000 sydafrikanere har set Mandela i åben kiste

Skrevet af admin

13/12/2013

Mest læste i dag

Omkring 100.000 sydafrikanere har i løbet af de sidste tre dage set Nelson Mandela, der har ligget lit de parade i Sydafrikas administrative hovedstad Pretoria.

Det anslår den sydafrikanske regering i en officiel udtalelse.

- Tredjedagen sluttede med, at over 50.000 afgav deres respekt til vores nationale ikon og første demokratisk valgte præsident i vores land, lyder det i udtalelsen.

Tusindvis af sydafrikanere har fra onsdag til fredag stået i kø for at få et sidste glimt af Nelson Mandela, der døde for over en uge siden.

Sent fredag efter var der meldinger om, at hundredvis af mennesker havde brudt politiets linje, da de blev klar over, at de ikke kunne nå at se Mandela, inden antiapartheid-heltens kiste skulle fragtes væk fra regeringsbygningerne i Pretoria.

Ifølge øjenvidner opgav politiet at stoppe menneskemængden.

Hverken indbyggere i Sydafrika eller i resten af verden kommer til at overvære, når landets tidligere præsident Nelson Mandelas jordiske rester bliver stedt til hvile på søndag.

Ekspræsidentens faktiske nedsænkning i jorden vil nemlig blive strengt privat og udelukkende et familieanliggende, siger en talskvinde fra den sydafrikanske regering fredag.

- Familien har oplyst, at de ønsker at gøre begravelsen til et familieanliggende. De vil ikke have, at den bliver tv-transmitteret. De ønsker ikke, at folket skal se, når kroppen bliver sænket i jorden, siger talskvinden.

Det ventes, at mindst 5000 mennesker vil deltage i den officielle begravelse, der finder sted søndag i Mandelas hjemby Qunu, der ligger omkring 700 kilometer syd for Sydafrikas største by Johannesburg./ritzau/AFP