102 udeblevne fra Vejle-området får frit lejde til fogedretten

102 private skyldnere på Vejle-kanten, der er udeblevet fra fogedretten i Kolding, får nu frit lejde, hvis de vel og mærke henvender sig hurtigst muligt, skriver TV Syd.

Fogedretten har sendt dem et brev, hvori der står at politiet planlægger en særlig indsats frem mod jul, og at man kan undgå at blive anholdt, hvis man selv møder hurtig op. Årsagen til ”frit lejde”-kampagnen er, at der i øjeblik er en ekstra stor pukkel af skyldnere på Vejle-egnen, der er udeblevet fra møde.

I 2011 blev 32.600 skyldnere i Syd- og Sønderjylland indkaldt til møde i fogedretten. Næsten hver fjerde udebliver hos fogedretten i Kolding. På landsplan er det op mod 40 procent, der udebliver og ender med at blive hentet af politiet, oplyser TV Syd.

Skyldnerne skal udover gælden også dække omkostningerne ved sagsbehandlingen i fogedretten.

Foto: Colourbox.com (Modelfoto).

Dagens Gossip