1.058 kandidater videre i konkurrencen om et liv på Mars

Tilbage i 2011 startede de to hollændere Bas Lansdorp og Arno Wielders projektet Mars One, som har til formål at etablere permanent menneskeliv på planeten Mars i 2025. 200.000 mennesker fra hele verden søgte om at blive en del af projektet og flytte til Mars, og nu er det første store indhug i ansøgerfeltet blevet lavet.

Ifølge Reuters er feltet blevet reduceret til 1.058 kandidater, som nu skal testes og undersøges, før Mars One kan komme med den endelige liste over de 24 vordende marsboere. De fleste af ansøgerne, som er gået videre, er amerikanere, som udgør 297 af de udvalgte kandidater. 75 er canadiere og 62 kommer fra Indien.

De tilbageværende kandidater skal nu igennem en lang række hårde tests, blandt andet simuleringer af livet på Mars, ligesom det skal undersøges, hvordan ansøgerne klarer isolation.

»Udfordringen ved 200.00 ansøgere er at adskille dem, som, vi føler, er fysisk og mentalt dygtige nok til at blive menneskelige ambassadører på Mars, fra dem, som åbenlyst tager missionen langt mindre alvorligt,« siger medstifter af Mars One Bas Lansdorp ifølge Reuters.

Bas Lansdorp håber sammen med resten af holdet bag Mars One at finde finansiering til at flytte menneskeliv til Mars fra investorer og rettigheder til at lave et TV-show om udvælgelsen af de endelige kandidater.

Blandt de 200.000 mennesker, som i første omgang søgte om at flytte til Mars, var 489 danskere. Det er dog ukendt, om nogle af dem - og i så fald hvor mange - der er gået videre til næste runde i den store udvælgelse.

Dagens Gossip