11-årig voldtaget af stedfar og nægtet abort: Nu har hun født

Skrevet af Jesper Larsen

14/08/2015

Dagens topnyheder

En kun 11-årig pige fra Paraguay har født en baby, efter hun sidste år blev voldtaget af sin stedfar. 

Pigen blev nægtet at abortere af myndighederne i det stærkt katolske land, hvilket medførte internationale protester og fordømmelse. 

Den 11-årige fødte babyen ved kejsersnit på et hospital drevet af Røde Kors, fordi lægerne vurderede, det var for risikabelt med en naturlig fødsel. 

Fødslen har ikke lagt en dæmper på kritikken af myndighederne i Paraguay, der i første omgang forsvarede sig med, at der var en større sundhedsrisiko for den 11-årige ved at abortere end ved at lade hende føde barnet. 

- Det, at hun ikke døde under fødslen, gør ikke Paraguays overtrædelsen af pigens menneskerettigheder mindre. De besluttede at gamble med hendes sundhed, hendes liv og hendes person, selvom der var overvældende beviser for, at fødslen ville være ekstremt farlig for hende, siger Erika Guevara, der er leder af Amnesty i Sydamerika.

Hun kalder det et held, at pigen er i live, og hun understreger, at man først kan vurdere de psykiske omkostninger for pigen, når hun bliver ældre. 

Sagen om den gravide 11-årige startede i april, hvor hun kun var 10 år, da hendes mor tog hende med til en sundhedsklinik, fordi hun beklagede sig over mavesmerter. 

Her viste det sig, at hun var gravid, og efterfølgende blev både moren og stedfaren anholdt. 

Moren til den 11-årige påstod, at hun ikke havde set nogen indikationer på, at pigen var gravid, og efterfølgende anmodede hun om en abort til sin datter, hvilket altså blev afvist af myndighederne. 

Begrundelsen lød, at det er ulovligt at godkende en abort, medmindre graviditeten er livstruende for moren. 

Der har efterfølgende været flere kampagner rettet mod myndighederne i Paraguay for at ændre loven, hvilket konsekvent er blevet afvist.