11-årige Jasmin er bange: Jeg vil ikke hjem til Afghanistan

- Det er forfærdeligt. Jeg er bange for, at min fars onkel vil dræbe os.

Sådan lyder 11-årige Jasmin Ahadis største frygt.

Hun bor med sin mor, far og tre søskende i Middelfart.

Familien flygtede fra Afghanistan i 2008. Her havde Jasmins far sammen med sin fætter været chauffør for vesterlændinge. Fætteren blev i forbindelse med jobbet dræbt af Taleban.

Fætterens far bebrejder Jasmins far, og familien frygter derfor, hvad han vil gøre, hvis familien vender hjem til Afghanistan.

Under flugten fra Afghanistan blev familien skilt ad. Jasmin, hendes lillesøster og dengang gravide mor kom til Danmark, hvor de fik humanitært ophold, da det kan være farligt at være enlig mor i Afghanistan.

I efteråret fik de dog kontakt til Jasmins far og lillebror, der sad i en flygtningelejr i Grækenland, og familien blev genforenet i Danmark.

Men dermed mistede familien også sin opholdstilladelse og kan blive sendt hjem når som helst.

- Det er virkelig hårdt, siger Jasmin.

Jasmins klassekammerater har lavet et videobrev til Helle Thorning-Schmidt i håb om hjælp. Den kan du se nederst i denne artikel.

Red Barnet kritiserer udvisningen.

- Det er dybt kritisabelt, at Jasmin udvises. Den nu 11-årige pige har allerede gennemlevet en masse forfærdelige ting, som intet barn bør opleve. Det er svært at se, hvordan Danmark i dette tilfælde lever op til FN’s børnekonvention om at tage hensyn til barnets tarv, skriver organisationen i en udtalelse.

Dagens Gossip