11 afghanske børn dræbt af NATO-styrker

Ifølge Reuters fandt angrebet sted sent lørdag aften i Shigal-distriktet ved grænsen til Pakistan. Luftangrebet blev indledt, efter at allierede styrker i området kom under beskydning og derfor tilkaldte luftstøtte.

En amerikansk civil og adskillige afghanske soldater blev dræbt i de kampe mod Taliban, der var baggrund for luftangrebet.

Den afghanske præsident Hamid Karzai udtrykte søndag fordømmelse af Talibans brug af civile som menneskelige skjolde og tog samtidig afstand fra operationer, der medfører tab blandt civile.

En talsmand for NATOs styrker bekræftede angrebet og sagde, at man var i fuld gang med at indhente oplysninger for at fastslå det nøjagtige hændelsesforløb.

Ved et lignende luftangreb i februar dræbte NATO-styrker ti civile kvinder og børn.

BNB

Dagens Gossip