11 dræbt i flystyrt i Polen: Skulle springe faldskærm

Skrevet af admin

05/07/2014

Dagens topnyheder

12 personer var om bord på et fly, der lørdag lettede fra en faldskærmsklub i det sydlige Polen. 11 af dem mistede livet, da flyet lørdag aften styrtede ned, mens den sidste person er blevet alvorligt skadet.

Det oplyser de polske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

- 12 personer var om bord på flyet, og den eneste, der overlevede, er blevet kørt på hospitalet i en meget kritisk tilstand, siger Justyna Sochacka, der er talsmand for redningstjenesten.

Flyet havde 11 faldskærmsudspringere og en enkelt pilot om bord, da det styrtede ned tæt på byen Czestochowa i det sydlige Polen, cirka 200 kilometer sydvest for hovedstaden Warszawa.

Tv-stationen TVN24 viser optagelser af det udbrændte fly, som lettede fra en faldskærmsklub lidt uden for byen Czestochowa.

- Det fløj fra syd, og motoren lavede nogle mærkelige lyde, beretter øjenvidnet Barbara Minczykiewicz, der bor i byen Topolow, hvor flyet styrtede ned, til avisen Gazeta Wyborcza.

- Det fløj meget lavt, tæt på huse. Det tiltede til den ene side og brød i brand, tilføjer hun.

Andre beboere i byen fik hevet en person ud af det brændende fly i live samt to lig, fortæller øjenvidnet.

Årsagen til flystyrtet er endnu ukendt, men polske medier beretter, at flyet angiveligt havde flere passagerer om bord, end det var sikkerhedsgodkendt til.

Flyet er af typen Piper Navajo, oplyser redningstjenesten.

/ritzau/AFP