11 dræbt i mexicansk narkokrig

Mindst 11 personer er blevet dræbt og 17 såret i kampe i det nordlige Mexico mellem sikkerhedsstyrker og kriminelle bander, lyder det fra myndighederne i landet.

De blodige konfrontationer skete i staterne Tamaulipas, Durango og Sinaloa, hvor narkokarteller kæmper om magten.

Opgør i byen Reynosa nær grænsen til USA kostede tidligt lørdag fem livet og sårede ni personer, lyder det fra kilder hos statsanklageren.

Mindst en af de dræbte var en soldat.

I bjergbyen Otaez opstod der skyderi, da soldater patruljerede i området. Mindst tre personer mistede livet. Også her blev en soldat offer for skyderiet.

De øvrige dødsfald skete i byen Culiacan, hvor formodede kriminelle kom i skudveksling med militærpersonel, da de ville gennemsøge en bygning.

Mexicos narkokrige har indtil videre kostet omkring 70.000 mennesker livet.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip