1.150 koldingensere støtter kampen mod rockere

Facebooksiden bag det fakkeltog, der på onsdag klokken 19.30 på Akseltorv markerer, at koldingenserne ikke vil finde sig i rockernes hærgen, rundede efter mindre end tre døgn 1000 likes. Sent torsdag aften havde ikke færre end 1150 mennesker vist deres opbakning til initiativet.

Initiativtager til facebookgruppen, underskriftsindsamlingen og fakkeloptoget "Rockerne ud af Kolding", Folketingskandidat for Socialdemokraterne, Christian Rabjerg Madsen, er meget positiv overrasket over den massive opbakning.

- Når rockerne viser rygmærket, så viser Kolding rygraden. Jeg er stolt over at bo i Kolding, og stolt over at være en del af så stærkt et fællesskab. Jeg havde slet ikke troet, at det ville gå så stærkt, men det er virkelig fantastisk at opleve, selvom det er på en trist baggrund. Jeg håber inderligt, at vores aktion vil have samme effekt som demonstrationen til fordel for cafe Viking og Jane på Nørrebro. Nemlig at rockerne stopper med at true byens erhvervsdrivende, siger Christian Rabjerg Madsen, og fortsætter:

- Det allermest rørende for mig har dog været, at flere af tatovørerne har henvendt sig direkte til mig og bakket mit initiativ op. Jeg gør mig ingen illusioner om, at jeg eller andre med et trylleslag kan redde tatovørerne ud af en helt urimelig, trist og vanskelig situation, men jeg er stolt over, at vi i Kolding handler i stedet for bare at se på, slutter Christian Rabjerg Madsen.

Dagens Gossip