12-årig pige er forsvundet i vandet ved Amager Strandpark

En eftersøgning af en mulig forsvundet badegæst ved Amager Strandpark er søndag aften blevet indstillet igen, efter hverken dykkere eller helikopter har fundet spor efter nogle personer i vandet.

- Vi har ikke længere nok til at opretholde en eftersøgning. Helikopteren kan ikke se noget fra luften og dykkerne har undersøgt området inden for badeanstalten Helgoland, siger vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi til Ritzau.

Det var en pige, der slog alarm til en livredder, da hun mente at have set en svømmer forsvinde i vandet. Livredderen kontaktede herefter myndighederne, der satte en eftersøgning i gang.

- Vi har gået op og ned ad stranden med en megafon og spurgt, om nogen savnede nogen i deres selskab. Men det er der tilsyneladende ingen, der gør, siger vagtchefen.

Anmeldelsen fik i første omgang politiet til at sende et signalement ud på den pige, som var blevet set i vandet. Men da ingen personer er meldt savnet og eftersøgningen er endt uden spor, har myndighederne nu indstillet aktionen.

/ritzau/

Dagens Gossip