12 dræbt og 20 såret af kraftig bombe i Bangkok

Skrevet af admin

17/08/2015

Dagens topnyheder

Mindst 12 personer blev dræbt, efter en voldsom bombe eksploderede i det centrale Bangkok sent mandag lokal tid, oplyser politi på stedet til Reuters.

20 andre er såret ved angrebet, skriver thailandske medier.

Legemsdele blev slynget gennem luften ved den voldsomme eksplosion og lå spredt uden for Erawan Templet i gaden Chidlom i det centrale Bangkok, siger en talsmand for politiet til AFP.

- Jeg kan bekræfte, at det er en bombeeksplosion. Vi kan endnu ikke sige, hvilken slags det er, men vi er ved at finde ud af det, siger talsmanden.

Eksplosionen, der skete klokken 18.55 lokal tid (13.55 dansk tid), har skabt et krater i jorden - noget der ligeledes peger på, at der er tale om en bombe.

Militærfolk på stedet forsøger at holde forbipasserende på afstand, men eksperter undersøger stedet for at se, om der skulle være flere bomber, skriver Reuters.

Templet ligger i et travlt område af den thailandske hovedstad. Det er et tempel for hindu-guden Brahma, men besøges også af tusindvis af buddhister hver dag, skriver den britiske tv-station BBC, der har sit kontor i nærheden.

Det er også et sted, der tiltrækker en del turister.

I samme område ligger også tre større indkøbscentre, hvilket som regel betyder, at der er mange mennesker i området.

Bombeeksplosioner er meget usædvanlige i Bangkok, og umiddelbart er der ikke nogen, der har taget skylden for angrebet.

- Ingen kan forstå, hvorfor det er sket. Det var fuldstændig uventet, siger BBC's korrespondent, Jonathan Head, der befinder sig på stedet.

I det sydlige Thailand bekæmper militæret muslimske oprørere, men denne konflikt kører på relativt lavt blus og har aldrig resulteret i angreb uden for landets sydlige del.

/ritzau/Reuters