12 elever på sygehus efter busulykke i München

De 12 elever ventes ifølge gymnasiets hjemmeside udskrevet i løbet af søndag aften og mandag morgen.

Rektor på gymnasiet Morten Bang Sørensen fik søndag eftermiddag en liste over, hvor mange af de i alt 50 elever, der var kommet til skade.

»Der er 12 elever, som stadig er indlagt. Ni er under observation, og de skulle gerne komme hjem til hotellet i morgen,« siger han til tv2.dk.

»Tre elever skal måske blive på hospitalet et par dage. Ifølge mine oplysninger er der én af dem, der har brækket et par ribben og to, der muligvis har fået hjernerystelse og har slået hovedet,« siger han.

»Heldigvis er ingen kommet alvorligt til skade,« siger han til tv2.dk.

Formanden for Danske Busvognmænd, John Bergholdt, oplyser til DR Nyheder, at der er kørt en bus fra Danmark, som kan fragte alle passagerne hjem. Samtidig vil alle blive tilbudt psykologhjælp.

»Jeg har kontakt med lederen af gruppen, der skal høre, om der er nogen, der ønsker psykologhjælp. En del har fået et chok, og sådan noget kan udvikle og forstærke sig, så vi følger nøje med i, om der i løbet af dagen er nogen, der tidligere sagde nej, som alligevel vil have psykologhjælp,« siger han til dr.dk.

Ulykken skete, da bussen fra Nr. Nissum Turist kørte ind i en 3,40 meter høj jernbanebro.

Søndag aften klokken 20.30 afholder gymnasiet iøvrigt orienteringsmøde for forældre og pårørende om ulykken.

Dagens Gossip