12 millioner gik gennem Københavns Lufthavn på halvt år

Det har været den travleste tid fra januar til juni i Københavns Lufthavn nogensinde. Antallet af passagerer, der kom gennem lufthavnen i første halvår af 2014, kom op på 12,4 millioner - og det er første gang, at lufthavnen har opnået mere end 12 millioner passagerer for halvåret.

Passagerantallet steg med 7,3 procent, mens resultatet før skat steg med ni procent til 593 millioner kroner, oplyser Københavns Lufthavn i sit halvårsregnskab.

- Passagervæksten har været særlig stor i andet kvartal, og væksten på både de interkontinentale ruter og i transfertrafikken har understøttet Københavns Lufthavns position som Nordeuropas vigtigste trafikknudepunkt, siger Thomas Woldbye, der er direktør i Københavns Lufthavn.

I årets første seks måneder steg udenrigstrafikken med 7,5 procent, mens indenrigstrafikken steg med 4,9 procent.

Men lufthavnen hviler ikke på sin succes. Man vil fortsat investere i at styrke og udbygge Københavns Lufthavn. De seneste år har man investeret en milliard kroner årligt. Og man har for nylig iværksat en udvidelse, der skal bruges til de lange ruter samt non-Schengen trafik.

Samtidig har flyselskaberne og lufthavnen indgået en ny takstaftale, som nu skal godkendes af Trafikstyrelsen. Den skal træde i kraft 1. april 2015. De nye takster betyder, at prisen for at benytte lufthavnen følger forbrugerprisindekset de næste fire år.

- Den nye takstaftale betyder, at flyselskaberne får vished for deres omkostninger i de kommende fire år, og at lufthavnen er sikret en stabil indtjening, siger Thomas Woldbye i regnskabet.

- Dette styrker vores planer om at investere i lufthavnen og dermed skabe rammerne for vores langsigtede plan om at udbygge lufthavnen i takt med væksten og efter planen "Expanding CPH", siger direktøren.

/ritzau/

Dagens Gossip