12 og 8 år til rockere med afslørende gang

To mænd med forbindelse til Bandidos er blevet idømt 12 og otte års fængsel for en serie barske røverier mod pengeinstitutter på Fyn og i Sønderjylland.

Desuden er mændene fundet skyldige i et kup med en hæveautomat, som de slæbte væk fra en fynsk bank.

Dommen er afsagt af et nævningeting i Retten i Odense onsdag.

I de 12 år til den 38-årige Jack Tony Sørensen indgår en reststraf på 1006 dage fra en tidligere dom om røverier.

Den anden dømte, Ronni Winther Jensen på 33 år, er idømt fængsel i otte år.

Der var ingen klare beviser, men tilsammen var vidt forskellige indicier nok til at overbevise nævninge og dommere om, at mændene begik i alt seks røverier og kuppet med automaten med et samlet udbytte på cirka 2,6 millioner kroner.

For eksempel har såkaldt retsantropologiske undersøgelser vist, at mændene meget vel kan være de to maskerede typer, der plyndrede banker i 2010 og 2011.

Der er sammenfald med hensyn til, hvordan de to nu dømte og røverne bevæger sig på.

Men også andre indicier har været med til at fælde mændene.

Anklagemyndigheden havde forlangt mellem 12 og 14 års fængsel til Sørensen og mellem otte og ni til Jensen.

- Vi er tilfredse med dommen, siger anklager Heidi Colbæk.

Begge mænd har nægtet sig skyldige, og de ankede dommene på stedet til Østre Landsret.

Røverierne, hvor de ansatte blev truet med oversavet haglgevær og pistol, er sket følgende steder:

- Fionia Bank i Ullerslev 21. januar 2010, hvor udbyttet var på cirka 775.000 kroner.

- Fionia Bank i Ejby 1. marts 2010, hvor udbyttet blev godt 460.000 kroner.

- Jyske Bank i Nørre Snede 2. september 2010 med et udbyttet på 360.000 kroner.

- Handelsbanken i Give 1. oktober 2010 med et udbytte på cirka 210.000 kroner.

- Den Jyske Sparekasse i Thyregod 9. december 2010 med et udbytte på cirka 110.000 kroner.

- Nordea i Glamsbjerg 21. juni 2011 med et udbytte på 350.000 kroner.

Desuden brugte mændene ifølge retten en gummiged, da de i september 2011 brød gennem Danske Banks mur i Ejby og slap væk med en pengeautomat med cirka halvanden million kroner.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV