12 personer bragt på hospitalet efter bådulykke

Fire af de 12 personer blev bragt med ambulance til hospitalet, hvor de bliver behandlet og undersøgt nærmere, oplyser Københavns Politi uden at komme ind på skadernes omfang eller art.

De resterende otte blev bragt til hospitalet med særbus, men de har alle kun lettere skader.

De 12 personer var alle om bord på en speedbåd, som af endnu ukendte årsager sejlede ind i stensætningen klokken 23.27 fredag aften. Politiet var allerede massivt til stede i området på grund af gadefesten Distortion.

»Det var godt, at vi havde vores beredskab i forbindelse med Distortion i området. Vores helikopter var hurtigt på stedet og kunne danne et overblik over uheldet. Sammen med Marinehjemmeværnetsbåd og brandvæsnets både blev alle 12 personer hurtigt reddet,« fortæller politiets pressetalsmand, James Keiwe i en skriftlig kommentar.

Blot få minutter før motorbåden forulykkede, påsejlede havnebussen en mindre båd ud for Nordre Toldbod i Københavns Havn. Der var fire personer om bord på den lille båd, som hurtigt blev reddet op af vandet af havnebussen. Ingen kom til skade.

De to ulykker skete uafhængigt af hinanden, og politiet vil nu undersøge forløbet af sejladserne nærmere.

Dagens Gossip