12 ting, jeg ikke satte nok pris på, mens jeg havde dem

I julen blev jeg ramt af et forfærdeligt maveonde, som slog mig helt skakmat.

Den slags oplever jeg heldigvis sjældent, men når jeg gør, kan jeg godt blive sendt tilbage til en mere barnlig tilstand. Så jeg slæbte mit hårdtprøvede korpus ned i Netto for at finde bare det mindste, der kunne virke udholdeligt at indtage.

Pludselig slog det mig, at det eneste, jeg havde lyst til, var min barndoms luksus-morgenmad: Chokopops. Derfor var fortvivlelsen stor, da de små, puffede, risflager med chokolade ingen steder var at finde.

Var de mon forsvundet helt ud af markedet? O, skræk. O, ve.

Senere har jeg dog researchet mig frem til, at de stadig findes derude et sted. Men oplevelsen satte gang i en lavine af overvejelser om alle de ting, jeg ikke satte nok pris på, mens jeg havde dem.

1. Lysten til at stå op om morgenen bare for at se tegnefilm.

2. Glæden over at lege med papkassen, som ens fødselsdagsgave kom i.

Læs også: 5 grunde til, at dit liv bliver bedre, når du holder op med at gå i byen hver weekend

3. At være i en alder, hvor det var helt legitimt at klatre i træer - eller for den sags skyld vælte rundt i sneen på kælk uden at have børn med som alibi.

4. At have en vaskemaskine i form af en mor, som sørgede for, at tøjet helt automatisk vandrede fra beskidt tilstand i vasketøjskurven til vasket, tørret og strøget tilstand i skabet.

5. At kunne være iført en flyverdragt uden at ligne en kæmpe-baby. Flyverdragten er jo det mest geniale overtøj - især om vinteren. Og lad mig ikke engang begynde på den smarte snor til vanterne!

Læs også: 7 ting, alle mødre bør fortælle deres voksne døtre

6. I det hele taget at være fuldstændig, komplet og aldeles ligeglad, hvordan man tager sig ud. Med snot i hele kraniet, jord under neglene og sand mellem tænderne.

7. Smørhulssituationen. At lægge lige midt mellem sine forældre i deres dobbeltseng en søndag morgen, mens de sover videre, og man er mast mellem de to mennesker, man holder mest af i hele verden.

8. Rent faktisk at glæde sig til jul.

9. Fornemmelsen af frihed, når man før gang slap jorden med fødderne og cyklede uden støttehjul.

Læs også: 5 ting vi gjorde, da vi voksede op, som vores børn aldrig vil forstå

10. At ligge under bordet til en fest og høre de voksne fortælle røverhistorier, mens man binder deres snørebånd sammen.

11. Det helt ukomplicerede første møde med en ny ven. “Skal vi lege?”. Der var ikke så meget “Nå, hvad laver du så?” og andre formaliteter i spil.

12. Zapp-isen. Både første og anden gang den var på markedet. Jeg spiste slet ikke nok af dem. Jeg er et utaknemmeligt skarn.

Dagens Gossip