1200 anholdt i Moskva efter etniske uroligheder

Skrevet af admin

14/10/2013

Dagens topnyheder

Politiet i Moskva siger, at 1200 personer er tilbageholdt, efter at den russiske hovedstad er blevet rystet af nogle af sammenstød mellem etniske russere og etniske mindretal.

De seneste uroligheder er brudt ud, efter at en etnisk russer angiveligt blev dræbt af en muslimsk indvandrer fra Kaukasus.

En fredelig demonstration søndag i Moskvas Birjuljovo distrikt, hvor deltagerne protesterede mod drabet på den 25-årige Jegor Sjterbakov, udviklede sig til blodige gadekampe med politiet og omfattende hærværk på biler og forretninger.

- Rusland for russerne, råbte mange af demonstranterne, der vandaliserede butikker, som har indvandrere ansat.

- Omkring 1200 er anholdt for urolighederne, siger politiet, som i forbindelse med demonstrationen foretog en razzia på en markedsplads i bydelen for at afsløre kriminelle netværk.

Etniske spændinger er i de seneste år taget til i større russiske byer mellem etniske russere og indvandrere fra navnlig det overvejende muslimske nordlige Kaukasus.

I Moskva er politiet blevet beskyldt for at ignorere volden, og myndighederne kritiseres generelt for at gøre for lidt og for sent.

Indvandring var et dominerende emne under det nylige borgmestervalg i Moskva.

- Denne form for folkelig protest er nu blevet standard for de nye russere, skriver klummeskriveren Dmitrij Stesjin i Komsomolskaja Pravda.

- Et brutalt drab på en etnisk russer begået af indvandrere, politiets handlingslammelse og et "folkedemokrati" bryder ud i dets mest destruktive form, skriver han i en opsummering af situationen.

/ritzau/AFP