12.000 skal forsørges af kæresten

Skrevet af admin

24/11/2013

Mest læste i dag

Par, der lever på polsk, bliver de store tabere, når kontanthjælpsreformen træder i kraft til nytår, skriver Jyllands-Posten.

Med kontanthjælpsreformen indføres der gensidig forsørgerpligt for samlevende par, så kontanthjælpen reduceres, hvis partneren har en lønindkomst.

Ifølge en analyse fra tænketanken Kraka kommer det til at betyde fradrag i kontanthjælpen for 12.000 personer. Nogle af dem vil slet ikke kunne få en krone.

I gennemsnit taber hver enkelt 41.700 kroner i årligt rådighedsbeløb, når reformen er slået fuldt igennem i 2015.

- Konsekvenserne vil givetvis blive oplevet meget voldsomt, ikke mindst fordi reglerne også gælder ikke-arbejdsmarkedsparate, som vil have meget vanskeligt ved at tage et job, siger Andreas Højbjerre, ledende arbejdsmarkedsøkonom i Kraka.

Kontanthjælpen forsvinder helt for par uden børn, hvis samleveren tjener over 23.500 kroner om måneden. Har parret børn, er grænsen 30.400 kroner.

Formanden for landets socialchefer, Ole Pass, mener, at mange vil blive overrasket over konsekvenserne af ændringen.

- Mange kontanthjælpsmodtagere vil få et chok, når de opdager konsekvenserne af reformen. Derfor opfordrer vi sagsbehandlerne til at indkalde til orienteringssamtaler inden nytår, siger han til Jyllands-Posten.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) siger, at hun ikke vil "forsøge at lade som om, at det ikke bliver hårdt for nogle af familierne".

- Men vi gennemfører bare de samme regler om gensidig forsørgelse, som i årtier har været gældende for ægtepar, og det gør vi for at skabe lige retningslinjer for alle, siger hun til Jyllands-Posten.

/ritzau/