12,8 festival-millioner til velgørenhed

Det er noget mindre end forrige års overskud, der lød på 19,6 millioner kroner, men ikke desto mindre er Foreningen Roskilde Festivals bestyrelse tilfreds med resultatet, som ifølge vedtægterne skal gå til velgørenhed.

»Det er fantastisk, at over 30.000 frivilliges indsats resulterer i et så godt overskud, at vi i Roskilde Festival igen i år kan gøre en forskel for andre mennesker gennem vores donationer. Vi får travlt på den gode måde i bestyrelsen,« siger bestyrelsesformand Steen Jørgensen i en pressemeddelelse.

2012-overskuddet skal være uddelt inden årets festival begynder, og det er foreningen bag Roskilde Festival, der beslutter, hvem der skal have gavn af millionerne.

I år vil man fokusere på initiativer, der skaber bæredygtige og socialt ansvarlige løsninger og forandringer. Det er ikke muligt at søge støtte fra foreningen.

Gennem årene har Roskilde Festival givet mere end 185 millioner kroner til velgørenhed.

Dagens Gossip