13-årig blev voldtaget mere end 50 gange af sin stedfar

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Gennem et år, fra kort før hun fyldte 13 til lige før hendes 14 års fødselsdag, blev en pige udsat for omfattende sexmisbrug af sin stedfar.

Onsdag er den 42-årige mand ved Retten i Hillerød blevet idømt seks års fængsel for de mange grove overgreb.

Da pigen var 12 år i begyndelsen af 2015, blev hun to gange voldtaget af stedfaren, skriver Frederiksborg Amts Avis.

I det følgende år blev hun jævnligt misbrugt af sin stedfar, der både havde samleje og anden kønslig omgang med pigen. Overgrebene fandt sted både i hjemmet i Nordsjælland og på ferierejser til Thailand og Tyrkiet.

Den 42-årige mand er skilt fra pigens mor, men hun var hos ham hver anden weekend. Hver gang hun var på besøg, havde de samleje, har hun ifølge Frederiksborg Amts Avis forklaret i retten.

Stedfaren lod hende dog være, hvis hun havde veninder på besøg eller menstruation.

Ifølge mandens forsvarer, Jørn Haandbæk Jensen, blev den 42-årige foruden de seks års fængsel dømt til at betale 100.000 kroner i erstatning til steddatteren.

Stedfaren har under hele sagen nægtet sig skyldig og ankede på stedet dommen til Østre Landsret.

/ritzau/