13-årig indrømmer falsk anmeldelse om voldtægtsforsøg

Skrevet af admin

28/11/2013

Dagens topnyheder

En 13-årig pige fortalte ikke sandheden, da hun lørdag den 16. november gik til politiet og fortalte, at hun var blevet forsøgt voldtaget af en knallertkører.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der anser sagen som færdigefterforsket.

Pigen har også indrømmet, at hun ikke har været udsat for et voldtægtsforsøg.

- Der har været nogle omstændigheder, som betyder, at hun måske har været bange for at fortælle sine forældre, hvad hun har lavet, siger politikommissær Peter Haslund.

- Så prøver man at komme uden om, men hun har ikke tænkt på de konsekvenser, der er af ting, som ikke lige passer, tilføjer han.

I første omgang blev knallertkøreren efterlyst af politiet. Ifølge pigens forklaring havde han forsøgt at voldtage hende, men blev afbrudt af et ægtepar og en gøende hund, som skulle have skræmt gerningsmanden væk.

Pigen forklarede, at hun var på vej hjem fra en boldbane ved Skt. Jørgens Skole på Manøvej i Næstved, da en mand passede hende op og trak hende ind i en lille skolegård. Her skulle han have "befølt hende på intime dele af kroppen".

De personlige omstændigheder gør dog, at man ikke kan kalde anmeldelsen en løgn. Peter Haslund tror heller ikke, at den 13-årige pige var blevet sigtet for falsk anmeldelse, hvis hun havde været over den kriminelle lavalder.

- Det var et forsøg på at skjule nogle andre ting og mere et råb om hjælp, mere end det var en løgn. Der er foregået noget, der gør, at hun er bragt ud i sådan en situation. At hun så ikke lige tænker det helt igennem, er lidt tragisk, kan man sige, lyder det fra politikommissæren.

Forældrene, de sociale myndigheder og skolen er derfor nu inde over sagen, så pigen kan få hjælp og ikke ende i samme situation igen.

For politiet er det vigtigste dog at slå fast, at der ikke er en voldtægtsforbryder på fri fod i område.

- Det vigtigste for os er at få klarlagt, at vi ikke har en mand, der kører rundt på en knallert og forsøger at begå overgreb på små piger, siger Peter Haslund.

/ritzau/