13-årig pige forsvundet på 23. døgn - nu vil familien ikke rejse hjem

Skrevet af Elo Christoffersen

08/05/2013

Dagens topnyheder

Familien Saciri står foran en hjemsendelse til Serbien. Men nu vil familien ikke rejse tilbage til deres hjemland.

Årsagen er, at deres 13-årige datter, Nevzida Murina, på 23. døgn er forsvundet sporløst fra Asylcenter Randers. Det er her familien bor, skriver Randers Amtsavis.

Datteren er ikke set siden. Resten af familien, der består af far, mor og søn, skal i dag sendes til asylcentret i Auderød. Det sker med henblik på hjemsendelse.

I marts underskrev familien en frivillig hjemsendelseserklæring, hvor de accepterer at rejse tilbage til Serbien. Men familien er ikke længere interesseret i, at rejse hjem - ikke uden deres 13-årige datter.

- Vi vil gerne rejse hjem igen, men vi kan ikke rejse uden vores datter. Det kan vi simpelthen ikke, siger Bidaim Saciri, der er far til pigen.

- Hvordan skal vi nogensinde finde hende, hvis vi ikke engang er i landet. Hvad kan vi så gøre, bare sidde og vente, siger den frustrerede far til Randers Amtsavis.