13-årig pige indrømmer: Blev ikke jagtet af mand i Svendborg

Skrevet af Ann Katrine Warren

08/02/2013

Dagens topnyheder

En 13-årig pige fra Svendborg blev alligevel ikke blevet antastet af en mystisk mand onsdag aften, som hun ellers forklarede til politiet.

Pigen forklarede i første omgang, at hun blev opsøgt og jagtet af en ukendt mand på en legeplads, da hun var ude at lufte sin hund. Men efterforskningen samt en række nye henvendelser og afhøringer i sagen fik fredag Fyns Politi til at afhøre pigen igen. Her ændrede hun sin forklaring.

Den 13-årige var ganske rigtigt ude at gå tur med sin hund og sad på en gynge i mørket, da hun så en mand kom hen imod hende, hvorefter hendes hund begyndte at gø. Men derfra er pigens forklaring nu en anden. Hun har i dag forklaret, at manden ikke antastede hende eller i øvrigt gjorde noget, der giver anledning til at tro, at der var tale om forsøg på et overgreb.

- Der er ingen tvivl om, at pigen har været bange. For hun rejste sig op og skyndte sig at løbe hjem. Hun havde en fornemmelse af, at nogen måske løb efter hende – men uden at hun var sikker på, om det var manden, en anden tilfældig person eller om der faktisk var nogen, siger vicepolitiinspektør Klaus Arboe i en pressemeddelelse.

Hjemme fortalte pigen sin mor, hvad hun havde oplevet.

- Men hun kom til at sige noget lidt andet, end det der faktisk var sket, og da vi så blev alarmeret, turde hun nok i første omgang ikke rigtig ændre sin forklaring. Det er selvfølgelig ærgerligt, men omvendt er det vigtigste, at vi nu har fået fastslået, at pigen ikke blev forsøgt udsat for et overgreb, siger Klaus Arboe.

Han oplyser at i forbindelse med pigens første forklaring, fortalte hun politiet om en bil. Den bil er ikke længere interessant.

Fyns Politi vil fortsat meget gerne i kontakt med den mand, pigen mødte onsdag den 6. februar, klokken cirka 19.45 på legepladsen på Søgårdsvej i Svendborg