13-årige Mathias fra Nakskov fik nok af sine mobbere - nu tager han far med i skole

13-årige Mathias Bundgaard og rsten af hans 7. klasse i Nakskov har fået en lidt usædvanlig klassekammerat.

Næsten alle skoledage tager Mathias Bundgaard nemlig sin far, Kenni Bundgaard med i skole. Det skriver TV Øst.

Det gør han, fordi faren håber, at han på den måde én gang for alle kan sætte en stopper for sønnens evindelige plageånder. Mathias Bundgaard er blevet mobbet det meste af sin skoletid.

Trods tre skoleskift har mobberiet fulgt den unge dreng, og derfor har faren valgt den lidt utraditionelle antimobbe-bekæmpning, at tage med sønnen i skole så ofte som muligt. Han har længe følt sig magtesløs over den manglende handling fra skolen:

- Jeg synes da også, at det er for meget, men når skolen ikke rigtig gør noget, så må man jo som forældre gøre noget, siger Kenni Bundgaard til TV Øst.

Mathias Bundgaards årelange mobning har blandt andet bestået i, at han er blevet kaldt for ‘bøsse’ og ‘smokey’, ligesom han både har oplevet at blive slået og sparket.

Nu overvejer far og søn, om de skal skifte skole en fjerde gang.

Dagens Gossip