13 dræbte mangler at blive identificeret efter togulykke

Man arbejder blandt andet med DNA-prøver fra pårørende til savnede, hvis skæbne man endnu ikke kender, og det arbejde vil fortsætte i et par dage, lyder det. Mange pårørende er således samlet i Santiago de Compostela, hvor der også er psykologer, som står klar til at hjælpe, når familiemedlemmerne får besked om, hvorvidt deres savnede er blandt de dræbte.

Ifølge lokalregeringen i den nordvestlige region, Galicien, er 95 kvæstede fortsat indlagt på lokale hospitaler, og 32 af dem, heriblandt fire børn, er i kritisk tilstand, skriver Reuters.

Lokoføreren fra det forulykkede tog, der menes at have kørt alt for hurtigt i en kurve, er fredag under politiovervågning på et hospital, og han skal afhøres, når det er muligt, hvilket forventligt også er i dag, fredag.

Videoovervågning af toget, der havde 247 passagerer om bord, viser, hvordan toget rammer ind i en betonmur ved siden af sporet, da det kommer kørende i høj fart rundt i en kurve. Ulykken var så voldsom, at en af togvognene ifølge Reuters fløj flere meter op i luften og landede på den anden side af en mur.

Ifølge kilder fra Galiciens højesteret vil man i den kommende uge offentliggøre en liste over de døde.

Dagens Gossip

Dagens TV