13 får fængselsstraf for hashsalg på Christiania

Københavns Byret har tirsdag formiddag afsluttet endnu en sag i politiets store opgør med den organiserede hashhandel i Pusher Street på Christiania.

Retten idømmer 13 mænd straffe på op til tre års fængsel i den tredje af i alt seks store sager om hashsalg. Den mildeste straf lyder på et år og ni måneders fængsel.

Mændene var tiltalt for salg af varierende mængder, men i langt de fleste tilfælde drejede det sig om flere hundrede kilo hash.

De dømte får desuden konfiskeret store pengebeløb på op til en million kroner og skal desuden betale sagens omkostninger.

Med tirsdagens dom er Københavns Byret halvvejs i arbejdet med de seks omfattende retssager, der bygger på den store aktion, som under kodeordet "Nordlys" 13. marts sidste år resulterede i anholdelse af cirka 80 mænd og kvinder.

Den første sag blev afgjort allerede 13. februar.

Her blev alle de tiltalte - syv mænd og tre kvinder - idømt fængselsstraffe for det, som retten vurderede, var organiseret hashsalg.

Mandag var turen kommet til 16 mænd, der skal tilbringe op til fem år i fængsel som straf for deres kriminelle aktiviteter på Christiania.

Resten af ugen afsiges der hver dag dom i de resterende tre sager.

Onsdag får 12 deres dom, torsdag er der dom i sagen mod 16, og fredag sluttes af med de sidste 10 domme.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV