13 politifolk dræbt i angreb i Egypten

Skrevet af admin

19/03/2016

Dagens topnyheder

Et morterangreb mod et checkpoint på Sinai-halvøen i Egypten lørdag har dræbt 13 egyptiske politifolk.

Sikkerhedsstyrker er nu i færd med at finkæmme området omkring byen Arish i jagten på gerningsmændene, oplyser landets indenrigsministerium i en meddelelse på Facebook.

Den yderliggående bevægelse Islamisk Stat har taget skylden for angrebet, men der er uoverensstemmelse mellem ministeriets melding og gruppens udlægning.

Islamisk Stat siger i sin udtalelse, at den sendte en selvmordsbomber ind for at sprænge en bilbombe ved politiets checkpoint. Ifølge Islamisk Stat stormede gruppens jihadister derpå checkpointet.

Sikkerhedskilder og lægekilder oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at ambulancer kom under beskydning, da de forsøgte at nå frem til de sårede.

Sinai-halvøen har gennem længere tid været præget af angreb fra militante grupper, der især har rettet sine angreb mod Egyptens politi og militær.

Islamisk Stats egyptiske gren, der kalder sig Sinai-provinsen, har dræbt hundredvis af soldater og politifolk og er også begyndt at rette sine angreb mod vestlige mål på Sinai-halvøen.

Egyptens præsident, tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi, har beskrevet de militante islamistiske grupper som en eksistentiel trussel mod Egypten.

I Libyen, som Egypten deler grænse med, har Islamisk Stat en anselig tilstedeværelse, lige som gruppen kontrollerer store dele af Syrien og Irak.

/ritzau/AFP