130 millioner passwords lækket på nettet

Passwords til omkring 130 millioner konti hos softwaregiganten Adobe er lækket ud på internettet. Ifølge det statslige svenske radio og tv, SVT, gælder det 400.000 svenske konti, heriblandt flere konti, der tilhører kendte politikere, journalister og erhvervsprofiler.

Virksomheden blev hacket tidligere på året, og da Adobe i oktober gik ud offentligt med beskeden om angrebet, sagde man i en pressemeddelelse, at kun 2,9 millioner brugere var blevet ramt. Med de nye oplysninger må det siges at være noget af en underdrivelse.

Lækken omfatter udelukkende passwords, som benyttes til Adobes tjenester, men ifølge it-eksperten Marcus Murray bør alle Adobe-brugere, som benytter samme password til eksempelvis deres e-mail eller Facebook ændre deres login-oplysninger.

Ellers er der stor risiko for, at man kan blive udsat for identitetstyveri, siger Murray til SVT.

I Adobes softwaresortiment indgår blandt andre programmer som pdf-læseprogrammet Acrobat, den meget udbredte animationsafspiller Flash, fotoredigeringsprogrammet Photoshop, videoredigeringsprogrammet Premiere Pro.

/ritzau/TT

Dagens Gossip