14-årig forsøgt bortført på Fyn: Politiet tager sagen alvorligt

Skrevet af Ann Katrine Warren

23/05/2013

Dagens topnyheder

Fyns Politi arbejder særdeles seriøst med sagen om en 14-årig pige, som onsdag morgen blev antastet og forsøgt bortført i Oure på Sydfyn. Men man kan dog ikke sige, om det virkelig er tale om den sammen mand, som i efteråret bortførte og forgreb sig på to mindre piger i Øster Skerninge og Refsvindinge.

- Vi tager altid sådanne sager alvorligt - det kan give tip, som vi kan arbejde videre med. Vi kan ikke sige om, det er den samme mand, før vi kan tage et mundskrab af ham, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen ved Fyns Politi til Dagens.dk.

Bliv ven med Dagens.dk, ved at klikke her.

Den 14-årige pige har forklaret politiet, hvordan hun klokken 7.40 stod ved en buslomme på landevejen ved Oure-skolerne i Oure, hvor hun ventede på bussen mod Svendborg, da manden i den røde bil kom kørende.

- Han holder ind i buslommen og flytter en jakke fra forsædet til bagsæddet. Så peger han på pige og og passagersædet, og det gør han tre gange. Da en anden person kommer gående ved buslommen, kører han fra stedet, oplyser Henrik Justesen.

Pigen tog efterfølgende bussen i skolen, hvor hun fortalt om episoden til en lærer, som straks kontaktede politiet.

Manden er blevet beskrevet som cirka 60 til 65 år, kraftig med brune skægstubbe. Han havde en frisure med høj pande, ørerne fri og en slags hentehår.

Det var med få ugers mellemrum i efteråret, at sexkrænkeren i den røde bil slog til først i Øster Skerning og siden i Refsvinding, hvor pigerne blev samlet op på øde veje. Trods intensiv efterforskning og mundskrab på flere hundrede mænd er manden endnu ikke fundet.  

Selv om der er paralleller til den nye sag fra Oure, så påpeger Henrik Justesen, at der også er markante forskelle.

- Busstoppestedet ligger på et trafikeret vej med flere skoler og institutioner i nærheden, så det er i hvert fald et lidt anderledes sted, lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Fyns Politi har allerede talt med det vidne, som kom gående til buslommen og fik manden i bilen til at forsvinde. Han havde dog ikke bemærket noget mistænkeligt.

Politiet vil gerne i kontakte med andre vidner, som kan tænkes at have set noget i eller omkring Oure i går morges.