14-årig golfkomet historisk videre i Masters

Kinas 14-årige Guan Tianlang har skrevet sig ind i golfsportens historie, som den yngste deltager i US Masters nogensinde.

Og med sin kvalifikation til weekendens afsluttende 36 huller er han også den yngste, der har klaret cuttet i en turnering på den amerikanske PGA-tour.

Præstationen er ekstra imponerende i betragtning af, at Tianlang blev idømt et strafslag for at bryde en af sportens mange regler.

Efter flere advarsler om for langsomt spil og formaninger om at sætte tempoet i vejret slap dommernes tålmodighed med Tianlang op på 17. hul.

Han blev beordret til at notere fem slag, eller et slag mere end han havde brugt til at få bolden i hul.

- Vi begyndte at tage tid på Guan på hul 12, og han fik sin første advarsel på hul 13 efter sit andet slag. Ved sit andet slag på hul 17 brugte han betydeligt længere tid end de tilladte 40 sekunder, hedder det i en meddelelse fra dommerkomiteen.

Ifølge BBC's golfmedarbejder Iain Carter er straffen "højst usædvanlig". Guan selv vil dog ikke gøre indvendinger.

- Jeg respekterer beslutningen, siger han.

John Paramor, dommeren, der flere gange løftede pegefingeren over for Guan før straffen faldt, siger ifølge The Guardian:

- Jeg føler, at hver gang det sker, så er det min opgave at reagere. Det er det, jeg er her for.

Tianlang undskylder sig med, at han tog sig ekstra tid på grund af vanskelige vindforhold under fredagens runde.

Flere af de ældre spillere føler med deres unge konkurrent. Amerikaneren Ben Crenshaw, der to gange har vundet Masters, spillede fredagens runde sammen med Tianlang.

- Jeg har det dårligt på hans vegne. Han er 14 år gammel. Jeg er meget ked af, at det skulle overgå ham, siger Crenshaw.

Tianlang, der endnu har status af amatør, er fire slag over par efter de første to runder og deler placering med danskeren Thorbjørn Olesen. De to er 10 slag efter den førende Jason Day, og ligger nederst i feltet og får fornøjelsen af hinandens selskab på lørdagens runde.

Thomas Bjørn er også videre og skal spille sammen med skotten Paul Lawrie.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV