14-årig stukket med kniv til fodboldstævne

Skrevet af admin

24/11/2013

Dagens topnyheder

Et fodboldstævne i Otterup på Nordfyn tog lørdag aften en yderst alvorlig drejning, da en 14-årig dreng blev stukket i maven med en kniv.

Drengen blev meget alvorligt såret af knivstikkene, men meldes nu udenfor livsfare, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Bentsen.

- Vi kommer derop og kan konstatere, at den 14-årige har fået et meget alvorligt knivstik, eller snit, i bughulen. På et tidspunkt ser det meget kritisk ud.

- Han bliver hurtigt bragt til Odense Universitetshospital, hvor man konstaterer, at det er alvorligt, men at han umiddelbart er uden for livsfare, siger vagtchefen.

De pårørende til offeret, der er fra København, er blevet underrettet og er på vej til hospitalet.

På baggrund af vidneforklaringer på stedet har Fyns Politi anholdt en mulig gerningsmand.

- Der er tale om en 14-årig dreng fra Aarhus-området, der også er deltager på fodboldstævnet, siger Thomas Bentsen.

Ifølge vagtchefen var det angiveligt et skænderi i en madkø, der var årsagen til knivstikkeriet.

- Det, der er gået forud, er angiveligt et skænderi i noget så banalt som i en madkø eller en kø til en slikbod. Skænderiet bliver så taget videre udenfor, og der eskalerer det tilsyneladende, siger han.

Politiet er talstærkt til stede på Otterup Skole med hunde, kriminalteknikere og efterforskere. På nuværende tidspunkt har de ikke flere oplysninger i sagen.

Fodboldstævnet er det såkaldte Øens Hold Cup, hvor der er deltagere fra både Jylland, Fyn og Sjælland.

/ritzau/