14 års fængsel for amfetamin og våben

I en stor sag om narkotika, våben og sprængstoffer er tre mænd torsdag af Østre Landsret blevet idømt fængsel i henholdsvis 14, 14 og 10 år.

Mændene kom ingen vegne med deres protester mod politiets og anklagemyndighedens beregninger vedrørende mængden af narko.

Og dermed er Peter Jensen på 33 år og Jens Bent Sørensen på 28 ligesom i Københavns Byret hver straffet med fængsel i 14 år, mens den 44-årige Michael Kim Lund er idømt 10 år.

Politiet greb ind, da en gruppe mænd 13. februar 2012 mødtes på en tankstation i Lyngby.

To af mændene, der kom fra Vestsjælland, kørte fra stedet i en bil, som politiet valgte at undersøge nærmere.

I bilen lå der et kilo amfetamin, og derefter søgte betjentene videre i en lejlighed på Lundtofteparken i Lyngby.

Det viste sig at være en god idé. Her lå nemlig i en fryser yderligere et par kilo kokain samt 29 kilo amfetamin.

En del af striden under straffesagen har handlet om, hvor mange kilo amfetaminen kunne blandes op til ved videresalg.

Tiltalen har også drejet sig om andre fund, som blev gjort i lejligheden - nemlig tre pistoler, patroner, en håndgranat, en gaspistol samt sprængstof og tilhørende detonatorer.

I et skab på Herlev Sygehus, hvor den ene af de nu dømte arbejdede som portør, fandt politiet i øvrigt også et haglgevær.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV