14 dræbt i det urohærgede Xinjiang i Kina

Skrevet af admin

25/01/2014

Dagens topnyheder

Mindst 14 mennesker er blevet dræbt af bomber og skud i det vestlige Kina, hvor det muslimske mindretal uighurerne klager over diskrimination og undertrykkelse.

Tre personer er blevet dræbt og to er kvæstet efter tre eksplosioner i den uighuriske by Xinhe i Xinjiang-regionen, skriver nyhedsbureauet Xinhua lørdag.

En af eksplosionerne ramte en frisørsalon, mens en anden skete på et marked. En tredje bombe eksploderede i en bil, da politiet nærmede sig.

En gruppe på 11 uighuriske mænd fra Xinjiang blev dræbt, da de var ved at krydse grænsen til nabolandet Kirgistan, oplyser kirgisiske embedsmænd.

Ni af mændene blev skudt af kirgisiske grænsevagter, mens to andre blev dræbt af en lokal jæger, som opdagede dem i højdedragene ved grænsen. Mændene var øjensynligt flygtninge.

Drabene skete fredag.

Xinjiang-regionen, der er dobbelt så stor som Tyrkiet, er hjem for omkring ni millioner mennesker, hvoraf langt de fleste tilhører uighurerne. Det er en overvejende muslimsk folkegruppe med tyrkisk etnicitet. De taler et andet sprog end Kinas dominerende etniske gruppe, hankineserne.

Mange hankinesiske migranter er flyttet til området de seneste årtier, og uighuriske mener, at disse tilraner sig alle mulige fordele på den oprindelige lokalbefolknings bekostning.

Regionen synes præget af tiltagende spændinger mellem de kinesiske myndigheder og muslimske uighurer.

Kort før nytår skød og dræbte politiet otte personer under et "terrorangreb", efter at disse personer havde kastet med sprængfarlige anordninger og sat ild til politibiler.

Tidligere i december skød og dræbte politiet 14 personer under optøjer nær byen Kashgar. Her mistede også to betjente livet.

Spændingerne i Xinjiang er taget til siden et angreb på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i oktober, hvor tre uighurer fra Xinjiang kørte en bil ind i en menneskemængde ved Den Forbudte By.

/ritzau/AFP