14 er sigtet for strandræs på Rømø

Syd- og Sønderjyllands Politi har i den forløbne weekend afholdt en større målrettet færdselsindsats på Rømø med fokus på hensynsløs kørsel samt spiritus- og narkokørsel.

I løbet af de to dage aktionen varede, er 14 personer sigtet for hensynsløs kørsel på stranden. En af dem er også sigtet for spirituskørsel, og 11 blev taget med en alt for høj hastighed på Rømø-dæmning.

En enkelt blev målt til 191 kilometer i timen. Man må køre 80 kilometer i timen på dæmningen.

Politiet fik støtte af en helikopter fra flyvevåbnet, der bistod med observationer fra luften. På den måde kunne patruljerne hurtigt og effektiv skride ind over for bilisterne, der kørte hensynsløst på stranden, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Aktionen var blandt andet planlagt på baggrund af sidste års dødsulykke på Lakolk Strand, hvor en ung mand blev dræbt, da en bil, han var passager i, væltede.

- Politiet har et ønske om klart at markere, at hensynsløs kørsel på stranden er uacceptabelt og farligt og håber, at den netop afviklede aktion kan have en forebyggende effekt på den kommende sommerferie, skriver politiet.

- Politiet vil fremadrettet foretage målrettede indsatser på øen, ligesom vi også løbende vil være til stede på øen i løbet af sommeren. Desuden aflægger landbetjenten på Rømø stort set dagligt besøg i området.

I samarbejde med Tønder Kommune og Naturstyrelsen har Syd- og Sønderjyllands Politi lavet forslag til skiltning på stranden ved Lakolk med max 30 kilometer i timen-skilte samt en chikane ved nedkørslen til stranden.

Begge dele for at formå bilisterne til at sætte farten ned på stranden, som er to eller tre kilometer bred og en halv snes km lang. Forslaget er i øjeblikket til høring hos de involverede myndigheder.

/ritzau/

Dagens Gossip