14 mænd anholdt efter hjemmerøveri i Odense

Skrevet af Ann Katrine Warren

17/12/2012

Dagens topnyheder

Natten til mandag og i løbet af formiddagen har der været pres på afhøringslokalerne i Odense. 14 mand er nemlig blevet anholdt og afhørt i forbindelse med et hjemmerøveri søndag aften. Fyns Politi ved dog endnu ikke, hvem som stod bag røveriet.

Klokken 21.10 bankede det på døren hos en 52-årig mand på Jervelundhaven i Odense. Da manden lukkede op, trængte to gerningsmænd ind og truede ham med et slagvåben til at udlevere cirka 10.000 kroner.

Efter røveriet, hvor den 52-årige ikke led fysisk overlast, flygtede de to mænd til fods, og politiet satte hundepatruljer til at følge deres rute.

Det viste sig, at røverne ikke var løbet særligt langt. Hundene snusede sig nemlig frem til en adresse på Toftehaven, kun cirka 500 meter fra gerningsstedet. På adressen mødte politiet 14 mænd i alderen 28 til 56 år, og de blev alle anholdt og taget med på politistationen.

Alle 14 er nu blevet afhørt, og alle nægter at stå bag røveriet. Politiet har løsladt mændene igen, da man ikke har fundet bevis for, hvem som er gerningsmændene.

Den ene røver beskrives som 20 til 25 år, 160 til 170 centimeter høj, muskuløs og mørk i huden. Han var iført elefanthue med huller til øjne og mund.

Den anden røver beskrives som 180 centimeter høj, spinkel af bygning og mørk i huden. Han var iført mørk jakke med stor hætte, son var trukket op foran ansigtet.