14 mænd er anholdt for fynsk hjemmerøveri

14 mænd er anholdt efter et hjemmerøveri i Odense søndag aften. To gerningsmænd truede sig til 10.000 kroner og flygtede til fods, oplyser Fyns Politi.

Politiets hundepatruljer kunne senere følge gerningsmændenes flugtrute til en adresse 500 meter fra gerningsstedet.

På adressen befandt der sig 14 mænd i alderen 28-56 år. De blev alle anholdt.

De anholdte er blevet afhørt i løbet af natten og formiddagen. Alle nægter at have begået røveriet. De er efter endt afhøring blevet løsladt, da der på nuværende tidspunkt ikke er fundet bevis for, hvem der er gerningsmændene.

Politiet efterlyser de to gerningsmænd.

Den ene beskrives som mand, 20-25 år, 160-170 centimeter høj, muskuløs, mørk i huden, iført elefanthue med huller til øjnene og hul til munden.

Den anden beskrives som mand, 180 centimeter høj, spinkel af bygning, mørk i huden, iført mørk jakke med stor hætte, som var trukket op foran ansigtet.

Af hensyn til sagens videre efterforskning kan der på nuværende tidspunkt ikke gives yderligere oplysninger om sagen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip