14 millioner trues af hungersnød i det sydlige Afrika

Skrevet af admin

18/01/2016

Mest læste i dag

Omkring 14 millioner mennesker risikerer at blive ramt af hungersnød i det sydlige Afrika på grund af en tørke, som er forårsaget af vejrfænomenet El Niño. Det siger FN's Verdensfødevareprogram, WFP, i en erklæring ifølge Reuters.

Det værst ramte land er Malawi, hvor 2,8 millioner mennesker - omkring 16 procent af landets befolkning - ventes at komme til at sulte. Derefter peger WFP på øen Madagascar i Det Indiske Ocean, hvor omkring 1,9 million mennesker trues af sult.

- Der er kun udsigt til, at der vil falde lidt eller ingen regn i mange områder, og tidspunktet for at få sået afgrøder er ved at være forpasset i nogle lande. Situationen er alarmerende, hedder det i erklæringen.

Det er det berygtede klimafænomen El Niño, som har øget faren for hungersnød og sygdomsepidemier blandt millioner af mennesker i 2016.

- El Niño 2015-2016 er formentlig den stærkeste i hundrede år, siger Jerome Lecou, en klimaekspert ved Frankrigs vejrtjeneste Meteo France.

Nogle af de værste følger kan ventes i Afrika, hvor eksperter forudser mangel på mad i februar. Derudover ventes regioner som Caribien, Central- og Sydamerika at blive berørt inden for de kommende seks måneder.

Det periodiske vejrfænomen, som er med til at drive de globale temperaturer i vejret, og som skaber forstyrrelser i de normale vejrmønstre, har været med til at give 2015 en plads i rekordbøgerne som verdens varmeste år.

Mange lande har fået 20-30 procent mindre regn.

/ritzau/

© www.ritzau.dk - 2016/ritzau/