14 tidlige tegn på graviditet

1) Forsinket menstruation
Her har du det første, tydelige tegn på, at et af dine æg er blevet befrugtet. Du kan tage en graviditetstest med nogenlunde sikkerhed allerede første dag, efter din menstruation udebliver. Nogle kvinder oplever at pletbløde, hvilket er helt normal. Er menstruationen ikke, som den plejer, så tag en test for at være sikker.

2) Ømme bryster
Hormonerne og kroppen begynder at forberede dine bryster på et barn, der skal amme. Nogle oplever at få så ondt i brysterne, at de næsten ikke kan holde ud, at vandet rammer dem under bruseren.

3) Træthed
Zzzz.. Du kan spise så sundt, du vil, tage jerntilskud og motionere. Uanset hvor aktiv du er i at forebygge dine gener, vil de fleste opleve en umådelig træthed, som rammer på de mest upassende tidspunkter – midt i din arbejdsdag, når du handler ind, når du er til familiefødselsdag. Det eneste, du har lyst til, er at soooove.

4) Murren i maven
Nogle kvinder oplever smerter i underlivet, der kan føles ligesom menstruationssmerter eller som stik.

Læs også: Tvillinger bliver gravide på samme tid - men så tager situationen en uventet drejning

5) Hyppig tissetrang
Hormonerne får igen skylden, da dit barn eller nærmere embryo slet ikke er stort nok til at presse på blæren endnu. Pludselig oplever nogle kvinder at skulle tisse om natten eller flere gange end ellers i løbet af dagen.

6) Kvalme
Den kommer snigende, og du behøver ikke nødvendigvis at kaste op af den, men pludselig kan du ikke klare duften af fiskefrikadelle, din mands deodorant, ost eller noget andet ellers ret velkendt.

7) Opkast
Når ovenstående kammer over, sker det uundgåelige. Spis ingefær, råder nogle. Andre sværger til vand og kiks. Er du hårdt ramt, bør du tale med lægen om det, men det er et tidligt tegn på, at du er gravid. 

8) Sult
Du spiser IKKE for to, når du er gravid (hvis du lever efter dén regel, tager du også på for to, og det kan være svært at slippe af med de ekstra efterfølgende). Men; du kan opleve at være sulten lige efter aftensmaden eller have enormt meget lyst til jordbær, chokolade eller andre specifikke fødevarer (også selvom det måske er midt i januar, og jordbær er en saga blot).

9) Svimmelhed
Kroppen forsøger at sende dig et signal om at tage den mere med ro end ellers. Du er mere påvirket af et lavt blodtryk eller blodsukker end ellers, så sørg for at spise hyppige, sunde og lette måltider – kiks eller grøntsager fx, så du undgår følelsen af at være svimmel.

10) Hovedpine
Det kræver energi at skabe et barn, og de hormoner, der raser i din krop, kan give hovedpine. Hvis det ikke hjælper at drikke vand eller afspændingsøvelser, så tal med din læge, om du kan tage lidt smertestillende (visse slags er bedre end andre, når du er gravid, og al medicin-indtag bør du tale med din læge om).

Læs også: Udbredt sygdom forhindrer kvinder i at blive gravide

11) Humørsvingninger
Det er ikke en skrøne, at gravide kvinder kan blive en smule… temperamentsfulde. Ligesom nogle kvinder oplever det under deres  menstruation, kan man igen give hormonerne skylden for, at din mand, din kollega, din veninde lige pludseligt bare er s.å. pi… hamrende irriterende, at du får lyst til at sætte dem på plads. Husk at træk vejret, så staklerne kan holde dig ud  - det plejer dog ikke at vare hele ni måneder.

12) Højere temperatur
Nogle kvinder måler sig frem til, hvornår de har ægløsning, ved hjælp af et termometer. Kvinder har generelt højere temperatur omkring ægløsningen, og hvis den ”høje” temperatur fortsætter, kan det være et tegn på graviditet.

13) Ondt i ryggen
Du er stadig ikke langt nok henne til, at barnet øger din vægt og dermed trætter dine rygmuskler, men hormonelle ændringer har indflydelse på elasticiteten i dine ledbånd, som blandt andet sidder i ryggen. Derfor kan nogle kvinder opleve at få ondt i ryggen – og endda underlige steder som knæ eller andre led.

14) Større mave
Der dannes ekstra meget af hormonet progesteron under en graviditet, og det kan sænke hastigheden i dit fordøjelsessystem og dermed gøre dig rundere om maven, så bukserne allerede nu føles lidt strammere. Spiser du jerntabletter, kan de også give dig forstoppelse, og du kan evt. tale med din læge om alternativer.

Læs også: Gravid mor ligger på sofaen, men hold nu øje med hendes mave
 

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip