15 år i ulykkelig barnløshed: Nu er Emma blevet mor takket være en klat lim

I 15 år forsøgte 43-årige Emma Ryley og 42-årige Paul Ryley fra Storbritannien at få et barn. Uden held, men en kunstig befrugtning og en klat lim ændrede deres liv, skriver Mail Online.

I 2013 lykkedes en nemlig endelig for Emma at blive gravid med kunstig befrugtning. For at undgå en faretruende tidlig abort, som Emma havde tendens til, benyttede lægerne sig af en ny teknik, hvor embryonet - fosteret - først blev dyppet ned i en klæbrig masse, en slags lim, før det blev sat op i Emmas livmoder.

Det er en teknik, der virker for kvinder over 35, der har oplevet mange aborter. I dag er Emma lykkelig for, at det lykkedes lægerne at hjælpe hende, så lille Ethan kunne komme til verden.

- Vi havde haft så mange triste år, men nu har vi fået vores mirakelbarn - og så skylder vi vist alle en tube lim, sagde Emma.

Teknikken er stadig så ny, at lægerne har blandede resultater ved at bruge den specielle lim. Men læger i både Tyskland og England tilbyder behandlingen.

Den klæbrige masse er sammensat af protein og en meget koncentreret hyaluronsyre, der støtter implantationen af det befrugtede æg i livmoderen. Hyaluronsyre er i forvejen naturligt til stede i æggestokkene og livmoderen.

Dagens Gossip