15-årig hacker uden motiv for KL-angreb

Den 15-årige dreng, der mandag er anholdt for et it-angreb på Kommunernes Landsforenings (KL) hjemmeside, er ikke tidligere kendt af politiet.

Det fortæller vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen til Ritzau.

- Han er et nyt bekendtskab for os, siger han.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at den 15-årige ikke har andet på samvittigheden end det angreb, der førte til et kort nedbrud på KL's hjemmeside i sidste uge.

- Vi undersøger det beslaglagte udstyr for at finde ud af, om han har andre tilsvarende sager på samvittigheden, men også for at se, om vi kan identificere andre gerningsmænd i denne sag, fortæller Søren Ravn-Nielsen.

Afhøringer af den 15-årige har indtil videre ikke kunnet afdække et motiv for angrebet på KL's hjemmeside.

- Der er ikke noget, der umiddelbart peger på, at der har været et politisk motiv eller en sammenhæng med konflikten der kører for tiden, så vi har ikke et entydigt svar på, hvad hans bevægegrunde var, fortæller vicepolitiinspektøren.

Men selvom den 15-årige ikke har et tydeligt motiv for sin gerning, vil politiet ikke se mildere på it-angrebet.

- Det er altså mere alvorligt end drengestreger, når man går ind og lukker en hjemmeside ned, siger Søren Ravn-Nielsen.

Angrebet medførte et kortvarigt nedbrud på hjemmesiden mandag og tirsdag i sidste uge, efter angrebet blev varslet i en video på You Tube.

I videoen henviser hackerne til den aktuelle lærerlockout som årsag til angrebet.

- Det er ikke acceptabelt at lockoute lærerne. De har ikke engang haft mulighed for at forhandle, siger en mekanisk stemme blandt andet i videoen.

/ritzau/

Dagens Gossip