15 af 19 børsselskaber på eliteindeks overrasker positivt

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

Det har været en positiv oplevelse for investorerne at følge de selskaber, de har sat penge i på fondsbørsens eliteindeks C20.

De sidste tre måneder af 2013 har 15 ud af 19 selskaber i indekset klaret sig bedre end forventet.

Det viser en gennemgang af analytikernes forventninger til selskabernes indtjening i forhold til den faktiske indtjening opnået i regnskabsperioden, som Spar Nord har lavet.

Biotekkoncernen Genmab tager prisen som den største, positive overraskelse med en indtjening hele 168 procent over forventningen.

- For første gang i selskabets historie leverer Genmab et overskud, og det skyldes ikke mindst en solid indtægt i fjerde kvartal relateret til såkaldte milepælsbetalinger fra samarbejdspartnere, siger aktieanalytiker i Spar Nord Mikkel Duus-Hansen.

Næstbedste i rækken af overraskelser er forsikringskoncernen Tryg, der tjente 77,2 procent mere end forventet:

- I lyset af stormene Allan og Bodil i efteråret og en periodevis hård vinter havde analytikerne regnet med, at Tryg skulle bruge betydeligt flere penge på udbetalinger til skader. Men det blev ikke tilfældet, siger Mikkel Duus-Hansen.

På en tredjeplads befinder Vestas sig. Vindmølleselskabets indtjening lander 60,4 procent over analytikernes forventninger.

- Vestas har ikke ligefrem haft for vane at levere en overraskende god indtjening, men det skete denne gang, konstaterer Mikkel Duus-Hansen.

I bunden ligger FLSmidth, der kom med regnskabssæsonens største indtjeningsmæssige skuffelse:

- FLS-resultatet lander meget langt fra analytikernes konsensusestimat, og målt på indtjening må det betegnes som sæsonens største skuffelse, siger Mikkel Duus-Hansen.

Det skyldes blandt andet flere omkostninger til omstruktureringer end forventet samt ikke mindst, at markedsvilkårene for FLSmidth igennem en længere periode har været udfordrende.

/ritzau/