15 aktivister løslades efter Mugabe-protester i Zimbabwe

Skrevet af admin

12/06/2016

Dagens topnyheder

15 personer, som torsdag blev anholdt under en protest mod Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, er lørdag løsladt mod kaution.

Det oplyser en advokat, som repræsenterer aktivisterne, der også tæller en journalist.

De 15 personer blev pågrebet under en demonstration imod Mugabe på Africa Unity Square i Zimbabwes hovedstad, Harare.

Aktivisterne var mødt op, med et krav om at Mugabe, der har siddet ved magten siden 1980, skulle trække sig.

- De er alle løsladt mod kaution, siger advokaten Obey Shava til nyhedsbureauet AFP.

Fem af de 15 er sigtet for røveri og for at hindre rettens gang. De blev sluppet fri mod en kaution på 1000 amerikanske dollar, 6600 danske kroner.

De øvrige ti blev løsladt mod en kaution på 500 dollar, 3300 kroner, for at hindre rettens gang.

Africa Unity Square har været centrum for en række protester over den politiske aktivist Itai Dzamaras forsvinden. Han blev angiveligt bortført i marts 2015 af agenter fra militæret.

Hans bror Patson var blandt de 15, som torsdag blev anholdt. Han er sigtet for røveri.

I sidste uge offentliggjorde Patson et foto, som ifølge hans oplysninger skulle vise Itai Dzamara på et uoplyst sted, hvor han angiveligt holdes fanget.

Modstanden mod den 92-årige præsident er stigende. Zimbabwe har oplevet en økonomisk nedtur, arbejdsløshed og udvandring under Mugabes årtier ved magten. Hans styre beskyldes også for valgsvindel.

/ritzau/AFP