15 er kvæstet under uro på asylcentre i Tyskland

Skrevet af admin

14/12/2015

Dagens topnyheder

Der har i weekenden været uroligheder på to asylcentre i Tyskland, hvor gemytterne er kogt over.

Politiet siger, at der på et asylcenter nord for München opstod optøjer, fordi asylansøgere ville spille fodbold på asylcentret.

Ifølge oplysningerne blev asylansøgerne vrede over, at de ikke måtte spille fodbold i opholdsområderne på centret, og de begyndte at smide sten og sko efter sikkerhedspersonale.

Politiets efterforskere siger, at der på et tidspunkt var op til 80 asylansøgere og vagter indblandet i urolighederne.

To mænd fra Senegal på 20 og 32 år blev anholdt under bataljerne, men de har nu fået lov at vende tilbage til asylcentret, siger politiet, der sendte en styrke på 40 mand for at få ro over situationen.

Tre asylansøgere og fire vagter måtte efter urolighederne behandles for mindre skader.

Længere nordpå, i Hamburg, var der også spektakler på et asylcenter over weekenden. Her kom det ifølge politiet til slagsmål mellem to grupper asylansøgere, syrere og eritreere.

Myndighederne siger, at der udbrød nævekampe mellem de to grupper på tilsammen 50 personer lørdag aften.

Der faldt siden ro over situationen, men søndag gik det løs igen.

Da kom mellem 60 og 80 asylansøgere i slagsmål med hinanden, og da blev der foruden næver brugt kæppe og sten.

Politiet siger, at det tog tre timer at få bragt ro over situationen.

Fem vagter og to asylansøgere blev meldt såret plus en, der blev kvæstet under slagsmålet lørdag aften.

Politiet anholdt ti personer, som var indblandet i slagsmålet, men de er løsladt igen.

Myndighederne ved ikke, hvorfor de to grupper sloges.

/ritzau/dpa