15 maskerede unge angreb natklub i Aarhus

Angrebet blev udført klokken 01:42, netop som travlheden i nattelivet var størst, men allerede en halv time tidligere indledte andre unge, hvad politiet nu betragter som en ren afledningsmanøvre.

Her blev en vej i det vestlige Aarhus barrikaderet med indkøbsvogne og affaldscontainere, som efterfølgende blev sat i brand.

Da politiet nåede frem, blev betjentene overdænget med sten, som de unge kastede fra en gangbro over vejen.

Som resultat blev så godt som alle patruljevogne i byen sendt til stedet som forstærkning, hvorefter gruppen, der var placeret i centrum relativt ugeneret kunne igangsætte det planlagte overfald.

Udstyret med køller, knive og brosten, stormede de unge frem mod natklubben Castenskiold, hvor dørmændene tilsyneladende var målet.

»Det hele virker meget planlagt. De går direkte efter dørmændene og udøver meget grov vold. De får virkelig tæsk,« siger Jesper Drejer, vagtchef ved Østjyllands Politi til bt.dk.

En dørmand blev blandt andet slået i hovedet med en brosten og måtte efterfølgende en tur på hospitalet til behandling.

Castenskiold ligger i lighed med en stor del af byens andre natklubber og cafeer ved Aarhus Å, og derfor kom dørmand fra flere andre steder hurtigt kollegerne til undsætning. Det lykkedes dog ikke at fange nogen af de cirka 15 unge mænd, der alle bar masker.

Overfaldet er det andet af sin art i Aarhus på blot to uger. Natten til fredag den 17. maj blev en dørmand på natklubben Zenza slået ned med køller, da cirka 10 maskede unge stormede stedet. Efterfølgende kastede de en brændende fakkel gennem klubbens glasfacade.

Heller ikke her lykkedes det at pågribe nogen af de unge, og det gør det næsten umuligt at opklare overfaldende, siger Jesper Drejer.

»Vi giver selvfølgelig ikke op på forhånd, men vi er bagud på point fra starten. Når du har 10-20 unge, som alle sammen er maskerede og har våben, er det jo ikke til at bevise, hvem der har gjort hvad. Det er nemt at skjule sig i sådan en gruppe,« siger han.

Ifølge vagtchefen er både overfald på dørmænd og afledningsmanøvrer, som den man så i nat, et fænomen, som politiet i Arhus stadig oftere støder på. Ofte er gerningsmændene unge med indvandrerbaggrund fra socialt belastede boligområder i byens vestlige del.

»Der sker typisk det, at de turnerer rundt i byen og skaber sig fuldstændig tosset. Derfor vil diskotekerne ikke have dem ind. Når de så er blevet afvist nogle gange, vil de have hævn, og så laver de sådan et tarveligt raid. Men de ved godt, at politigården kun ligger 100 meter væk, og at vi kan være der på 30 sekunder. Så derfor sørger de for, at vi er optaget et andet sted. Vi er nødt til at beskytte vores egne folk, når de bliver angrebet, og det udnytter de,« siger Jesper Drejer.

Dagens Gossip