150 politifolk leder efter nedstyrtet fly i Nepal

Skrevet af admin

16/02/2014

Dagens topnyheder

Flere end 150 nepalesiske politifolk deltager i eftersøgningen af et fly, der er forsvundet i Nepal, og som ifølge lokale medier er styrtet ned.

Det danske udenrigsministeriums Borgerservice bekræfter, at en dansk statsborger var en af 18 personer om bord på flyet.

Eftersøgningen af flyet, der er af typen DHC-6 Twin Otter, er fokuseret omkring et bakketerræn i distriktet Arghakhanchi, der ligger omkring 226 kilometer vest for hovedstaden Kathmandu.

Ifølge det lokale medie ekantipur.com er flyet styrtet ned i Khidim-junglen, hvor kraftig regn har hæmmet redningsaktionen.

- Vi har stoppet eftersøgningen med helikopter. Men efterforskningen til fods vil fortsætte, indtil vi finder flyet, siger Govinda Panthi, der er lokal embedsmand.

Ifølge en pressemeddelelse fra den nepalesiske hær er et militærberedskab sendt til området for at hjælpe med at lokalisere det nedstyrtede fly.

- Soldater fra Palpa og Arghakhanchi-distrikterne, samt en helikopter fra Pokhara er blevet benyttet i redningsoperationen i eftermiddag.

- På grund af det dårlige vejr er præcise oplysninger om situationen ikke opgjort endnu, lyder det i pressemeddelelsen ifølge det nepalesiske nyhedsmedie Republica.

Flyet forsvandt kort efter at være lettet fra lufthavnen i Pokhara, der ligger i den nordlige del af Nepal.

Flyet havde 14 voksne passagerer, et spædbarn og tre besætningsmedlemmer med om bord.

Det er tredje gang, at et DHC-6 Twin Otter-fly fra Nepal Airlines forulykker. Der var plads til 19 passagerer på flyet.

/ritzau/AFP