15.000 mennesker i København mindes franske ofre

Skrevet af admin

15/11/2015

Dagens topnyheder

Mellem 15.000 og 20.000 mennesker deltog søndag i en højtidelighed i København for at mindes ofrene for angrebene i Paris.

Det er Københavns Politis skøn over antallet af personer, der var samlet ved den franske ambassade på Kongens Nytorv.

- Det er vores indsatsleders skøn, siger vagtchef Henrik Svejstrup til Ritzau.

Mindehøjtideligheden er arrangeret af en række ungdomspartier, som har inviteret blandt andre organisationen Mellemfolkeligt Samvirke, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Frankrigs ambassadør Francois Zimeray til at tale.

Sidstnævnte roste i en tale på engelsk blandt andet danskerne for at udvise solidaritet med franskmændene.

- Vi vinder ved jeres tilstedeværelse og alle blomsterne og lysene, sagde han, mens han fortalte om, hvor svært det er at forstå årsagen til de "kujonagtige handlinger". Derfor opfordrer han til solidaritet og sammenhold, for så "mærker ingen frygt".

- Tak, tusinde tak, lød det på dansk til de mange fremmødte.

Statsministeren var i sin tale inde på, at det nu gælder om at holde fast i hverdagen.

- Hvis vi ikke længere tør sætte os på en fortovscafé, på en fortovsrestaurant, hvad enten det er i Paris eller København, så har vi for alvor tabt.

- Vi insisterer på frihed og demokrati. På menneskerettigheder og livsglæde, sagde Løkke.

Derudover spillede en lang række musikere, blandt andre sangerinden Katinka, som startede med sangen "Kringsatt av fiender" af den norske digter Nordahl Grieg. Flere af de fremmødte stemte i ved linjen "Krig er foragt for liv".

Også bandet "Folkeklubben" og sangeren Isam B. var på scenen for at spille for de mange tusinde fremmødte, hvor mange stod med fakler i hænderne.

Foran scenen stod flere folkevalgte politikere, som alle var mødt frem for at vise deres sympati.

/ritzau/