16-årig antastet i Ordrup: Er det voldtægtsmanden fra Bernstorffsparken?

Skrevet af Lotte Sørensen

18/07/2013

Dagens topnyheder

Der skete intet ulovligt, da en 16-årig pige i aftes kl. 19.30 blev stoppet af en mand på Ordrupvej i Ordrup ved Charlottenlund.

Han spurgte hende, hvor hun boede, og fortalte, at han havde set hende før.

Episoden skabte alligevel så meget utryghed, at den blev meldt til politiet.

Ikke langt derfra i Bernstorffsparken blev en 19-årig kvinde nemlig voldtaget i søndags - og de to pigers signalement af mændene er påfaldende ens.

Læs også: 19-årig pige trukket ind i park og voldtaget

- Vi kan ikke udelukke, at det er den samme mand, lyder det fra Nordsjællands Politi til Dagens.dk.

Han bliver beskrevet som ca. 30-35 år, 170-175 centimeter høj, almindelig af bygning og med kort, mørkt hår. Den 16-årige pige sagde desuden, at han havde kruset hår og var mørk i huden.

Han talte dansk med accent.

Det 19-årige voldtægtsoffer fortalte, at han havde en ørering i det ene øre og brugte meget voks i håret. Han var iført en mørk nylonvindjakke med lynlås og mørke cowboybukser.

Den 16-årige pige fortalte, at manden, der antastede hende, havde en creme-gul polo-shirt med to knapper og mørke bukser på. Han kørte her i en gammel lysegrå Fiat Punto, hvis nummerplade begyndte med AC60.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Politiet har indtil nu fået ti tip i voldtægtssagen fra i søndags, som de arbejder videre med. De vil fortsat gerne høre fra personer, der kan have set eller hørt noget.

Den 19-årige kvinde var søndag aften kl. 21.23 på vej hjem fra arbejde, da hun mødte sin gerningsmand ved busstoppetedet ved Femvejen, tæt på Bernstorffsparken.  Han spørger, om hun har en cigaret, men det har hun ikke.

Han trækker hende derpå ind i parken ved hendes arm og hestehale og tvinger hende ned på jorden. Det næste hun husker, er, at hun ligger i græsset med bukserne nede om knæene.

Hun havde smerter i underlivet og er formentlig også blevet slået i hovedet.

Eventuelle vidner kan kontakte politiet på telefon 114